Solcelleprojekt i Aarhus Airport undersøger nye standarder for cirkulær energianvendelse

Aarhus Airport arbejder med et udviklingsprojekt, hvor parkeringsarealer og bygningstage undersøges som potentielle energicentre, der kan producere grøn strøm til lufthavnen og virksomheder i nærområdet. Projektet har opnået støtte fra Erhvervsministeriet via Energistyrelsen og har til formål at analysere og dokumentere nye modeller for energiproduktion, arealanvendelse og drift.

Projektet tager udgangspunkt i ønsket om at udfordre den gængse placering af solcelleanlæg på naturområder eller landbrugsjord. I stedet undersøges det, hvordan eksisterende, befæstede arealer i lufthavnen kan anvendes mere aktivt. Parkeringsarealer og tage udgør i dag overflader med begrænset biodiversitet og betegnes ofte som såkaldte “døde” CO₂-kvadratmeter, idet de ikke bidrager positivt til et samlet CO₂-regnskab. Projektet ser på, hvordan disse arealer kan aktiveres til energiproduktion og dermed få en ny funktion i en samlet grøn omstilling.

”Aarhus Airport har grønne ambitioner, og vi ønsker at optimere brugen af vores omgivelser med respekt for naturen. Langt størstedelen af vores gæster ankommer til lufthavnen i bil, og vi har derfor behov for store parkeringsanlæg. I dette projekt undersøger vi, hvordan disse arealer kan anvendes mere aktivt i den grønne omstilling og samtidig tænkes sammen med økonomi og drift,” siger Lotta Sandsgaard, administrerende direktør i Aarhus Airport.

Udviklingsprojektet gennemføres i samarbejde mellem Aarhus Airport, Bjerg Arkitektur, CLT Danmark og DanSolar. Samarbejdet samler arkitektoniske, tekniske og energifaglige kompetencer og har til formål at belyse både de fysiske, energimæssige og økonomiske konsekvenser af forskellige løsningsmodeller. Projektet omfatter også analyser af muligheden for at etablere energifællesskaber, hvor lokalt produceret strøm kan deles mellem flere aktører i og omkring lufthavnen.

Totaløkonomi, cirkulær økonomi og driftssikkerhed

Som en del af projektet arbejdes der med et totaløkonomisk perspektiv, hvor løsninger vurderes over deres fulde levetid. Det indebærer analyser af drift, vedligehold, energiforbrug og robusthed frem for alene anlægsomkostninger. Formålet er at skabe et solidt beslutningsgrundlag, der kan anvendes, hvis projektet senere skal omsættes til konkrete investeringer.

Et særligt fokusområde er forsyningssikkerhed. Projektet undersøger, hvordan lokal energiproduktion kombineret med batterilagring kan bidrage til at reducere afhængigheden af det eksterne el-net. I et lufthavnsmiljø, hvor kontinueret drift er afgørende, analyseres det, hvordan energilagring kan øge robustheden ved eventuelle udfald eller ustabilitet i el-forsyningen.

Udviklingsprojekt med bredere perspektiv

Ambitionen med projektet er at udvikle og dokumentere energimodeller, der kan bidrage til grøn omstilling uden at belaste natur og biodiversitet. Erfaringerne skal kunne anvendes bredere og give inspiration til andre sammenhænge, hvor eksisterende infrastrukturer som tage, parkeringsarealer, støjskærme og andre befæstede flader kan tænkes ind i fremtidens energiløsninger.

Projektet befinder sig fortsat i en analyse- og udviklingsfase. Resultaterne skal danne grundlag for eventuelle næste skridt, herunder beslutninger om finansiering og realisering.